Alex's indre tumult fortsatte med at manifestere sig i fragmenterede tanker og følelsesmæssige kampe, der afslørede dybere lag af deres vedvarende kamp med selvopfattelse og sociale interaktioner. "For fanden, jeg har været vågen hele natten," begyndte Alex, deres stemme præget af udmattelse og frustration. "Jeg er virkelig som en helt anden person." Deres undgåelse af mennesker understregede deres ubehag i sociale situationer. "Jeg undgår folk så meget som muligt, og jeg bliver let irriteret," indrømmede de, deres tone afspejlede en følelse af sårbarhed. "Jeg føler, at jeg er ved at koge over."
Den følelsesmæssige vægt af deres oplevelser blev håndgribelig, mens Alex beskrev deres konfliktfyldte tilstand. "Men i de sidste to timer har jeg følt, at jeg vil græde," tilstod de, deres stemme rystede af følelser. "Mine øjne har været tårede, og jeg føler mig forvirret og frustreret." Deres tilbagetrækning fra sociale interaktioner forstærkede yderligere deres følelse af isolation. "Jeg har holdt samtaler på et minimum og forsøgt mit bedste for at undgå alle," fortsatte Alex, deres stemme dæmpet. "Jeg kan ikke komme tilbage; jeg føler, det vil blive mærkeligt og akavet, når jeg er tilbage, og det kan jeg ikke holde ud."
Da de reflekterede over deres følelser omkring en bestemt hændelse med en ven, var Alex's ubehag tydeligt. "Også, den fede fyr, vi er cool og alt, men vi driller altid hinanden, uanset om det er at slås eller hvad som helst," fortalte de, deres stemme anspændt. "Men han, som en joke, pressede sig selv på mig. Og siden da har jeg bare ikke sagt et ord til ham." Deres kamp for at kontrollere deres følelser afslørede en kompleks indre konflikt. "Jeg var vred, men jeg er ikke i kontrol over min vrede, så jeg prøver så hårdt, jeg kan, at forblive stille," indrømmede Alex, deres stemme prægede af frustration. "Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg mistede det. For fanden."
Da deres tanker drev, vejede Alex's ensomhed og kedsomhed tungt på deres sind. "Det er frygteligt stille," observerede de, deres stemme prægede af resignation. "Jeg har formået at spilde meget tid, men det er stadig fuldstændig kedeligt." Deres afhængighed af stoffer for at lindre kedsomhed understregede deres kamp for distraktion. "Jeg røg mit sidste hash, og jeg sagde til mig selv, at jeg ikke ville ryge denne måned, men jeg har intet at lave, og jeg er skidekede," beklagede Alex, deres stemme bar et hint af resignation. "Jeg har alkohol, en hel flaske i køleskabet, men jeg vil heller ikke drikke."
Deres følelse af kedsomhed blev forstærket af monotoni i deres dage. "Denne dag vil gå med at tilbringe tid i mit værelse som sædvanligt," forudsagde de, deres stemme prægede af en blanding af ligegyldighed og frustration. "Mine weekender har faktisk været decente, ret sjove. Jeg har bare brug for en pause; folk kan være for meget." På trods af deres ønske om forandring fandt Alex sig selv fanget i en gentagende cyklus. "For fanden, jeg bliver ved med at indse, at jeg stadig er i en loop," erkendte de, deres stemme afslørede en følelse af håbløshed. "Ny måned, det samme lort. Jeg blev hjemme fra skole ligesom sidste mandag. Det samme lort."
Deres skepsis over for at søge hjælp afspejlede en dybere mistillid til konventionelle løsninger. "Søgte jeg ikke hjælp fra de idioter?" overvejede Alex, deres stemme prægede af kynisme. "Jeg har ikke hørt tilbage, og jeg er stadig meget skeptisk over for det. Jeg føler, det er, 'Tag de piller, de giver dig, og lev med en falsk facade,' eller 'Fortsæt som jeg er og lev i virkeligheden.' Vores virkelighed er fucked up, eller den er kedelig."
Deres længsel efter flugt manifesterede sig i tanker om at forlade alt. "Nogle gange har jeg tænkt på at tage med lasttog og bare rejse," indrømmede Alex, deres stemme prægede af en blanding af fantasi og resignation. "Hvorfor sidder jeg bare her så? Gør det. For fanden, jeg ved det ikke. Min eksistens er en fejltagelse."
Da deres introspektion dybtede sig, kom Alex's kamp med relationer og selvaccept i skarpere fokus. "Her igen. Alene," bemærkede de, deres stemme bar en følelse af resignation. "Jeg har set en af mine venner meget, men jeg kan ikke finde ud af hende. Eller jeg begynder at tænke. Jeg forlod faktisk tidligere end planlagt, fordi jeg følte, jeg var en belastning."
Deres frustration over at søge hjælp var tydelig i deres tone. "Jeg er færdig med at søge hjælp," erklærede Alex, deres stemme prægede af bitterhed. "Anden gang jeg prøvede, og jeg bliver bare afvist som et objekt, der ikke er nødvendigt nok. Hvad fanden! Jeg gik virkelig ud af mit skind for at prøve at få nogen til at tale med."
Deres kamp med dissociation og ubehag ved egne tanker fortsatte med at hjemsøge dem. "Denne mærkelige ubehagelighed, der kryber op på min skulder, når jeg er alene," reflekterede de, deres stemme var fjern, men introspektiv. "Som om jeg bliver grebet ud af min krop, og jeg kan ikke bevæge mig. Jeg er fraværende, men bevidst. Jeg vil gerne grine, men jeg vil ikke. Når jeg er på det punkt, sidder jeg bare stille og stirrer på noget."
Deres tanker vendte kort til deres ønsker om intimitet og forbindelse. "Om piger," funderede Alex, deres stemme blødede lidt. "Mig selv. Følelser. En smule af det hele." Deres frustration over samfundets forventninger til maskulinitet dukkede op i en bøn om trøst. "Også, hvorfor fanden er det så svært at få en pige til at kramme dig? Er det ikke mandens job?" beklagede de, deres stemme prægede af en blanding af sårbarhed og trods. "Satan, kom ikke med det beta-lort. Kram mig. Bare for komfortens skyld, ikke noget dybt."
Da de afsluttede deres tanker, skinnede Alex's følelse af identitet og modstandsdygtighed igennem. "Jeg er i forandring," hævdede de, deres stemme bar et hint af beslutsomhed midt i kaoset af deres følelser og tanker. Alex's rejse gennem disse fragmenterede refleksioner tegnede et råt og ærligt portræt af en sjæl, der kæmper med eksistentielle spørgsmål, sociale forventninger og den ubarmhjertige stræben efter indre fred midt i ydre kaos.
FIN
Nye kapitler 20/09/24
Som barn brugte jeg at skrive som en måde at føle, at jeg talte med nogen. Historien om Lille Alex handler om det barn. Vi er i samme båd, vi har svømmet i den samme flod, og vi trækker vejret den samme luft—vi har bare forskellige navne. At skrive denne korte historie var en sjov oplevelse. Jeg har en dagbog, men at omdanne den til en fuld historie ville være for lang og kompliceret, så jeg tog små dele af min dagbog og skabte dette. Jeg håber, du nød det.
©©Denne licens giver brugere mulighed for at distribuere, remixere, tilpasse og bygge videre på materialet i ethvert medie eller format, så længe der gives kredit til skaberen. Licensen tillader kommerciel brug. CC Mail-freddykrug2015gmail.com